Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:

Borgmester slår fast; Køge Havn har førsteprioritet

Borgmester slår fast; Køge Havn har førsteprioritet
I de seneste uger har der været en livlig debat i medierne om de respektive udvidelsesplaner for Køge Havn og Køge Marina.

Kort opridset går sagen ud på, at Køge Marina gerne vil bygge boliger på et nyanlagt område lige syd for selve marina-havnen, men det er problematisk når der sideløbende er planer om at etablere en ny industrihavn, som på alle tider af døgnet og i alle ugens dage, vil larme langt mere end den tilladte støjgrænse for boligområder.

Senest har TV2 Lorry været forbi Køge og både Flemming Christensen, Borgmester i Køge Kommune, Thomas Kampmann, Direktør for bl.a. Køge Havn samt Steen Holbek, Fmd. brugerrådet på Køge Marina, er blevet adspurgt om situationen.

Der hersker dog ingen tvivl hos Flemming Christensen om, hvilket udvidelsesprojekt er vigtigst og i indslaget fortæller Borgmesteren: “Vi udvider vores havn og den har kæmpestor betydning for beskæftigelsen i Køge Kommune”.

Hele indslaget fra TV2 Lorry kan ses her: http://www.tv2lorry.dk/video/96992

Forandringens vinde blæser
Vi vil selvfølgelig helst være blandt dem, der fremadskuende og innovativt bygger for fremtiden i Køge. Vi vil være en kæmpesucces. Det skal vi være. Det er et vilkår for vores konkurrenceevne og vores fælles fremtid, at Køge Havn udvides.

Havnen skal, også i fremtiden, drive udviklingen, skabe arbejdspladser og fungere, som en pulserende dynamo for erhvervsaktiviteten i Køge Kommune. Det vidste vi allerede i 2000, da de første planer om en nye erhvervs- og industrihavn blev udklækket. Med etableringen af Køge Jorddepot i 2007, er udviklingen gået stærkt og når den sidste etape af anlægsprojektet i 2022 er færdig, vil Køge Havn få kapacitet og facilitet til at modtage dobbelt så store skibe og med dem følger store muligheder – og støj.

Udvidelse af Køge Havn kan derfor skabe problemer for udviklingen af Køge Marina, da marinaen, som vores nærmeste nabo, unægtelig vil modtage en del af støjen fra den fuldt etablerede erhvervshavn. Dermed kan det blive svært at realisere visionen om at bygge boliger på marinaen.

Dette er en beklagelig konsekvens af forandringerne på havneområdet, og vi ser selvfølgelig helst, at fremtiden rummer plads til alle parter. Dette kan dog ikke ske, hvis det betyder at rammevilkårene for virksomhederne, der benytter havnen, forringes i processen.